Kønsscanning - vi venter os en ...

Graviditetsdagbog – uge 4-8

Inden jeg kunne offentliggøre min graviditet (i dette indlæg), skrev jeg en form for dagbog i de tidlige graviditetsuger. Jeg har desværre ikke kunne dele dem på bloggen, eftersom vi gerne ville vente med at dele nyheden, indtil efter nakkefoldsscanningen.

Dagbog fra de tidlige graviditetsuger

11650775_10152795749896626_1462793292_n

3+5: Jeg har lige taget en svagt positiv test, men selvom den er lettere svag, så er streg nummer to der! Egentlig burde jeg have ventet et par dage (eller mere), men jeg er ikke i tvivl om at jeg er gravid. Hvor er det bare vildt! Jeg håber virkelig at den bliver hængende. Daniel er som sædvanligt (vildt at kunne skrive det, haha) skeptisk fordi testen er svag. Jeg er dog overhovedet ikke i tvivl – men jeg kan også føle det på egen krop. Jeg føler mig efterhånden bare lidt erfaren.

4+0: Testen er meget positiv i dag! Jeg har ikke før kunne teste positivt så tidligt – gad vide om min ægløsning har ligget lidt skævt? Daniel frygter tvillinger, haha! Hvor er jeg bare glad for at testen bliver mere og mere positiv. Daniel vil gerne vide hvornår jeg stopper med at teste denne her gang. Haha.

6+0: Jeg har allerede kvalme og madlede. Det ramte mig som en knytnæse direkte i ansigtet. Hold nu helt kæft – utroligt at man kan glemme den voldsomme følelse af kvalme. Selv ikke de værste tømmermænd kan måle sig med den kvalme. Stegt mad især giver mig brækfornemmelser. Jeg kan slet ikke være i køkkenet når der bliver lavet mad. Faktisk kan jeg næsten ikke være i huset. Jeg har nemlig groet en ekstra næse, tror jeg?! Primært er lysten til Oreos, Pepsi og kartoffelchips. Lige så snart det står klar foran mig, så mister jeg dog lysten til skidtet. Heldigvis ryger friske og rå grøntsager stadig ned!

6+3: Lige nu har jeg ikke vilde madlyster. Heller ingen lyst til søde sager. Ikke længere i hvert fald. Der er kun få fødevarer jeg kan udholde. I går lå jeg for første gang med hovedet i toilettet. Fuck. Jeg håber ikke at det gentager sig for mange gange. Jeg føler virkelig med dem, der må udholde flere uger med opkast. Jeg har ikke før døjet voldsomt meget med opkastninger under mine graviditeter.

6+6: Jeg har stadig en voldsom kvalme og kaster desværre meget op. Det eneste jeg kan spise er kartoffelmos, peberfrugt og tomater. Juice og danskvand er også okay til nøds. Tanken om varm og fed mad er virkelig kvalmende. Stakkels Daniel. Han ved slet ikke hvad han skal stille op med aftensmad. Han gør ellers sit bedste for at være kreativ. Jeg har ikke drukket kaffe i en uge(!) nu grundet kvalme. Det er helt vildt! Jeg elsker jo kaffe! Bortset fra kvalme og opkastninger, så svæver jeg på en lyserød sky af babylykke. Hvor er det fucking fedt at skulle være mor for tredje gang!

7+0: Nu har det for alvor ramt mig. Jeg har lige kørt syltede agurker, asier og rugbrød ned. Det er da virkelig en “graviditetskliché” der vil noget. Jeg har ligeledes spist kiks, melon, kartoffelmos og tomater. Juice og te er også røget ned. Min mave er stadig ikke-eksisterende, heldigvis. Jeg havde frygtet at den nærmest ville eksplodere i størrelse allerede, fordi det er mit tredje barn på så kort tid. Heldigvis tror folk nok bare, at det er graviditetsvægt fra Ellie, hvis de opdager en lille topmave.

7+2: Vi var til en tidlig scanning i dag. Vi ville jo gerne se om der virkelig var noget derinde, og eventuelt om der var mere end en. Især grundet alle de opkastninger jeg har haft. Inden var jeg faktisk lidt nervøs. Det er som om at man ved “for meget” når man først har været gravid en gang. Man ved alt om spontane aborter, missed abortions, vindæg og graviditeter uden for livmoderen. Inden jeg blev gravid første gang var jeg lykkeligt uvidende. Udover at være ekspert grundet diverse forumer og Google (selvfølgelig), så har jeg også haft ondt i maven. Sådan mere end hvad jeg ellers har oplevet så tidligt i en graviditet.

Scanningen viste et lille bitter foster, der ikke helt svarede til min beregning, og som havde et lidt langsomt hjerteslag. Øv – jeg håber virkelig bare at det er en langsom lille bønne, og ikke fordi der er noget galt. Når hjertet ikke slår så hurtigt, kan det nemlig (åbenbart) være fordi der er noget galt. Jeg har jo allerede knyttet mig til den lille bitte bønne. Derudover havde jeg også en masse halvstore cyster, hvilket jeg ikke var klar over – jeg har ikke en ultralydsscanner derhjemme, sjovt nok, så jeg var lykkeligt uvidende i forhold til cysterne.

Da vi kom hjem blev jeg lidt ked af det, og fyldt op med flere spørgsmål. Man får aldrig spurgt om alt det nødvendige, når man endelig har chancen, vel?

Man bliver åbenbart ikke mindre nervøs tredje gang.

Fortsættes.

Tak fordi I læste med.

   

1 kommentar

  • Mette

    Hvordan føles det så tidligt? Tænker på, hvordan du vidste du var gravid før du tog en test.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kønsscanning - vi venter os en ...