Om at skulle være alene under fødslen

Oscars vej til verden – en fødselsberetning

Min fødselsberetning – om igangsættelse, ve-storm, påvirket hjertelyd og det største øjeblik i mit liv!

11414468_10152775708956626_741897546_n

En uge før termin blev min fødsel igangsat, og dette blev planlagt allerede tidligere i graviditen, grundet min koagulationsdefekt Faktor V Leiden (læs evt. mere her). Igangsættelsen (enten lidt før eller omkring terminen) var altså for at forebygge evt. blodpropper.

Selvom det lyder dejligt ikke at skulle gå over tid og vente flere uger, ønskede jeg inderligt at min fødsel skulle gå i gang spontant, men det gjorde den desværre ikke. Jeg er typen der læser, forbereder mig og gerne vil have så megen kontrol som muligt. Det er desværre praktisk talt UMULIGT når det kommer til en fødsel. Derfor havde jeg forskellige ønsker til min fødsel, men forsøgte ikke at have de store forventninger, til hvordan det hele skulle forløbe.

Jeg ønskede dog så vidt muligt, at bruge fødekarret og vandet som smertelindring, samt at kunne undgå en epiduralblokade. Jeg håbede også inderligt at kunne undgå et kejsersnit, selvom jeg var indstillet på dette, hvis det var livsnødvendigt.

Igangsættelsen del 1…

Torsdag den 26/6-2014 mødte vi forventningsfulde OG nervøse ind på svangreafsnittet omkring kl. 18. Vi blev budt velkommen og fuldt ind på en observationsstue af vores jordemoder.  Eftersom vi var i “kendt jordemoderordning”, vidste vi allerede hvilke jordemødre der højst sandsynligt skulle deltage under fødslen, og det var enormt betryggende.

11311691_10152775674261626_1361868947_n

(Den snart meget utålmodige kommende far – totalt uvidende om hvad vi snart skulle gennemgå!)

Det blev besluttet fødslen skulle sættes i gang ved hjælp af et ballonkateter. Kort sagt er et ballonkateter en blødgummislange med små balloner for enden. Ballonkateteret bliver lagt op i livmoderhalskanalen, og den ene ballon bliver placeret inden for livmoderhalsen og den anden i skeden neden for livmoderhalsen. Når kateteret er placeret bliver selvsamme balloner fyldt med lidt saltvand, og skulle eftersigende give plukkeveer, menstruationssmerter samt kunne få livmoderhalsen til at afkorte sig. Hele formålet med dette er, at man morgenen efter kateteret er lagt, vil kunne tage fostervandet og på den måde igangsætte fødslen.

Efter at have fået målt blodtryk og kørt en CTG (fosterovervågning), fik jeg efter lidt ventetid lagt kateteret omkring kl. 20.20. Mildest talt var det ikke en behagelig oplevelse for mit vedkommende, og i mit tilfælde gav kateteret desværre øjeblikkelige kraftige og smertefulde veer. Meningen var at vi skulle sendes hjem og møde tidligt næste morgen, så min jordemoder forhåbentlig kunne tage vandet. Fordelen ved dette (s…!) kateter også var at undgå en såkaldt ve-storm (veer stort set uden pause), men den fordel nød jeg bestemt ikke godt af. Allerede på vej hjem i bilen rullede veerne ind over mig, jeg havde mange smerter og ekstrem kvalme. At skulle køre 40 minutter i bil med et ballonkateter mellem benene og en massiv ve-storm er ikke til at anbefale. Så ved I det.

Jeg blev placeret i vores dobbeltseng, og Daniel forsøgte efter bedste evne at gøre situationen lidt mere behagelig for mig, men intet hjalp mig. Jeg skiftevis skreg i hovedpuden og kastede op ud over sengekanten. Til sidst hev Daniel en af vores spisestole ud i brusekabinen, så jeg kunne sidde ned i badet, og eventuelt få en smule lindring. Imens jeg skiftevis skreg, hylede og kastede op i bruseren, ringede Daniel til vores jordemoder, der bad os køre tilbage til svangreafsnittet. Jeg kan umiddelbart ikke huske hvordan jeg fik tøj og sko på, men det må have været Daniel der har fået mig i tøjet, og slæbt mig ud i bilen.

Endnu en køretur på 40 minutter senere var vi på sygehusets parkeringsplads. Det tog relativt lang tid at gå de få meter til svangreafsnittet, eftersom det er enormt svært at gå samtidig med en ve-storm, men frem nåede vi. Klokken var på det tidspunkt omkring 02.30 om natten.

Min jordemoder besluttede (HELDIGVIS!) hurtigt at pille det s… ballonkateter ud, da det umiddelbart gjorde mere “skade” end gavn. Kort tid efter hun havde fjernet det, stoppede veerne og mine smerter forsvandt. Veerne havde desværre INTET positivt ført med sig. Jeg var lige så lukket som en østers og havde hele min livmoderhals intakt. Vi blev sendt hjem med beskeden om at møde op igen næste dag, medmindre jeg fik veer eller yderligere smerter i løbet af natten. Heldigvis fik vi lov til at sove nogenlunde i et par timer, og kunne køre mod sygehuset igen næste dag (eller samme dag var det jo!), sådan relativt friske og ved godt mod.

Igangsættelsen del 2…

Vi mødte (igen) ind til igangsættelse fredag den 27-6-2014 på svangreafsnittet. Først fik jeg kørt endnu en CTG, målt blodtryk og alt det andet formelle, inden vi skulle beslutte hvordan vi skulle få Oscar til verden, når nu ballonkateteret ikke havde været den store succes. Til trods for oplevelsen dagen forinden, var jeg faktisk ved godt mod, og meget positivt indstillet. Vi nægtede at lade sådan et åndssvagt kateter ødelægge det faktum, at vi snart skulle være forældre. Hold kæft vi glædede os.

Jordemoderen undersøgte mig i håb om at hun kunne tage fostervandet. Det krævede ikke så meget andet, end at hun kunne få en “hæklenål” op forbi livmoderhalsen, og prikke hul på fosterhinden. Desværre var status det samme som i går – jeg var lukket som en østers og totalt umoden forneden (som de siger).

Jeg fik i stedet for lagt en enkelt stikpille (også kaldet modningspille) da klokken var omkring 13.00, i håb om at den kunne sætte gang i sagerne, når nu de ikke kunne tage fostervandet… Det gjorde den da så også! Jeg fik hurtigt uregelmæssige veer der bed godt og grundigt. Vi blev sendt hjem og historien fra i går gentog sig mere eller mindre. Jeg løb ind i noget nær en ve-storm (igen), havde kraftige smerter, kastede op og vi kørte derfor (IGEN) hurtigt mod sygehusets svangreafsnit.

11414496_10152775674306626_1433827671_n

(Fra en af turene til eller fra sygehuset med veer – se lige det smerteforpinte ansigt! Jeg prøvede endda at smile fordi jeg ville vise lidt overskud…)

Selvom mine veer var hyppige og kraftige, så udslettede de IKKE min livmoderhals, og jeg åbnede mig heller ikke. Overhovedet ikke det mindste faktisk. Der blev truffet en beslutning om at give mig lidt hvile, så  jeg fik et skud morfika i låret omkring kl. 18, og døsede lidt hen. Selvom jeg kun “døsede” en smule, eftersom veerne holdt mig vågen, formåede jeg at hvile mig lidt. Daniel var heldigvis ved min side, og forsynede mig kontinuerligt med både saftevand og opmuntrende ord. Jeg havde udover morfinen god effekt af RIGELIGT med varmepuder, og fik hyppigt varmet et par stykker af disse.

Omkring kl. 21.30 ophørte den magiske morfika-sprøjtes virkning, og mine veer var stadig i gang for fuld kraft. Derfor blev det besluttet at jeg skulle have et skud til i låret, så jeg kunne få sovet lidt, og så måtte vi tage stilling til hvad der skulle ske næste morgen. Inden jeg fik mere morfika, blev jeg dog undersøgt af en sød jordemoder jeg ikke kendte i forvejen, der trøstende fortalte at hun godt kunne “se en lille udvikling” omkring livmoderhalsen, og at veerne denne gang havde arbejdet lidt til vores fordel. Hun påstod dog at mine veer formegentlig ville gå i stå, og der ikke ville ske mere i nat, desværre. Derfor blev Daniel sendt hjem i seng (MEGET mod hans vilje!), så han kunne være frisk til næste dag. Vi aftalte at han ville køre hertil igen omkring kl. 08 næste dag, hvor der som nævnt, ville blive taget stilling til mit videre forløb.

11422745_10152775674211626_949846312_n

(Fenja med veer godt på vej ind i “morfika-land” – bemærk lige min nye bedste ven, brækposen!)

Efter næste omgang morfika døsede jeg igen hen og kunne slappe nogenlunde af mellem veerne. Omkring kl. 02.30 (fredag den 28-06-14) blev jeg dog pludseligt meget vågen og klar i hovedet. Jeg havde ikke længere gavn af det smertestillende, og veerne var meget hyppige og kraftige. Kort tid efter mærkede jeg det, jeg først troede var to kraftige spark nede ved skambenet, det var dog fostervandet der gik spontant. Lettere forvirret fik jeg først ringet til Daniel (og bedt ham køre mod sygehuset), og derefter tilkaldt en jordemoder for at fortælle at mit fostervand var gået. Jeg kan huske at jeg var lidt pinlig over, at hele sengen var fyldt med fostervand, og at jeg beklagede at det var kommet ud over det hele. Det er typisk mig. Efter jordemoderen havde undersøgt mig, fulgte hun mig i bad så hun kunne skifte sengelinned, og så jeg kunne få slappet en smule af mellem veerne. Jeg var på daværende tidspunkt (så vidt jeg husker) omkring 2 cm åben, og min livmoderhals var så godt som udslettet.

Mine veer var enormt hyppige, og til trods for jeg praktisk talt intet havde indtaget i flere døgn, kastede jeg igen op af smerte. Jeg kan tydeligt huske, at jordemoderen virkede en smule overrasket over, hvor kraftige og hyppige mine veer var allerede. Derfor besluttede hun hurtigt at ringe til min egen jordemoder (fra kendt jordemoderordning), og følge mig ned på en fødestue med det samme, i stedet for at spilde tiden på her på svangreafsnittet.

Min jordemoder og Daniel ankom nogenlunde samtidigt på fødestuen, og de blev mødt af mig der hysterisk trak vejret i en iltmaske, alt imens den vagthavende jordemoder var i gang med at fylde fødekarret med vand. Jeg kom i fødekarret omkring kl. 04 (tror jeg nok), og var på daværende tidspunkt allerede 8 cm åben, min livmoderhals var totalt udslettet, og jeg havde allerede pressetrang. Alt imens jeg havde veer i vandet, lyttede min jordemoder kontinuerligt efter Oscars hjertelyd, og Daniel forsynede mig flittigt med stærk saftevand. Jeg fik lov til at presse en smule med under veerne allerede, men blev stadig instrueret i, at gispe mig gennem de fleste af dem. Dette er lettere sagt end gjort, skal det lige siges!

Omkring kl. 06 var jeg fuldt udvidet, men Oscars hjertelyd begyndte pludseligt at dykke, og jeg blev derfor hurtigt hjulpet op af fødekarret, og fulgt ud på badeværelset for at lade vandet. Da jeg ikke var i stand til dette, blev jeg hastigt hjulpet over på et fødeleje, hvor jeg fik sat CTG-overvågning på og stukket en iltmaske i hånden. CTG-registreringen var ikke tilfredstillende nok, og derfor valgte de hurtigt at påsætte en lille scalp-elektrode på Oscar, for at få en mere præcis måling. CTG’en var ikke god, og omkring kl. 06.30 bliver en fødselslæge, samt en ekstra jordemoder tilkaldt.

Som beskrevet i min journal bliver konklusionen på CTG’en: patologisk CTG. Til jer der ikke ved det, betyder patologisk i denne sammenhæng “sygelig”, og det betød derfor kort sagt at Oscar ikke havde det godt. Jeg må sgu ærligt erkende, at det trækker lidt tårer at skrive det, også selvom det snart er et helt år siden. Heldigvis gik jeg ikke i panik under fødslen, til trods for at jeg godt forstod hvad der foregik. Det er ulempen ved at være sundhedsprofessionel. Alvoren gik da virkelig også op for mig, da der 10 minutter efter også blev tilkaldt to pædiatere (børnelæger), der skulle stå klar til når Oscar endelig var blevet forløst.

Min jordemoder og fødselslægen informerede mig om at Oscar skulle ud NU, og det måske ville blive nødvendigt med en kopforløsning, hvis der ikke meget snart skete hurtige fremskridt. Det ville betyde at de skulle anlægge et lille klip (ja, klippe mig forneden, sgu!), og sætte en form for sugekop på hovedet af Oscar, for på den måde at kunne hjælpe ham ud. Jeg kan huske at jeg tænkte “f… nej, det sker bare ikke det her!” og jeg pressede herefter på livet løs, og de glemte heldigvis alt om både saks og sugekop. Jeg ville bare så gerne have ham ud NU og helst i live. Alt imens jeg kæmpede en brag kamp for at føde Oscar, stod Daniel ved min side, og han forlod mig ikke. Jeg kan huske jeg flere gange kiggede på ham, og hver gang sendte han mig et betryggende og kærligt blik. Hvad i alverden skulle jeg have gjort uden ham.

Kort tid efter at jeg på det groveste var blevet truet med en kopforløsning, fødte jeg lørdag den 28-06-14 kl. 06.53 lille Oscar Tristan på 3080 gram og 47 cm. Han kom kortvarigt op på mit bryst, og Daniel fik heldigvis lov til at klippe navlesnorren. Da Daniel klippede navlesnorren, fik han en stråle af blod lige i ansigtet, og samtlige personer i lokalet nærmest skreg “bare rolig – halvdelen af det er dit DNA, der sker intet ved det!”, af frygt for at han skulle gå i gulvet. Som den rolige mand han er, smilede han heldigvis bare og sagde “det ved jeg da godt, jeg er da helt ligeglad med lidt blod”. Selvom han lige havde været vidne til at fødslen blev ret akut, formåede han stadig at tage det roligt, og smile overbærende. Det beundrer jeg ham sgu for.

11421579_10152775673966626_958257225_n

(Lille trætte Oscar, lettere udmattet efter en hård vej til verden…)

Da Oscar hurtigt var blevet afnavlet, blev han taget hen på akutbordet og undersøgt af pædiaterne. De både sugede ham i næse og svælg, og gav ham kortvarigt “maske-CPAP” (hjælp til at trække vejret), fordi hans vejrtrækning var lettere påvirket. Eftersom han havde en såkaldt “knirkende” vejrtrækning, overvejede de at overflytte ham til neonetalafdelingen, men i stedet for valgte de (heldigvis) at observere ham, mens han lå hud-mod-hud hos mig. Imens han lå på det “forbandede” akutbord, blev jeg ved med skiftevis at nærmest skrige til Daniel og fødselslægen, “er han okay? er han okay? ej ej er han okay?”,  og stoppede først da jeg fik Oscar hen til mig igen, til trods for at de begge forsøgte at berolige mig. Oscar var jo heldigvis helt okay, han havde bare brug for en smule “starthjælp”. Da han kom over på mit bryst igen og vi lå hud-mod-hud, blev hans knirkende vejrtrækning hurtigt meget bedre, og vi undgik helt at skulle indlægges på neonetalafdelingen.

11418425_10152775673946626_857646573_n

(En træt men MEGET stolt nybagt far…)

Jeg er SÅ taknemmelig for at Oscar og jeg begge to slap uskadte gennem fødslen, til trods for at det mildest talt skulle foregå lidt hurtigt til sidst. Eftersom vi begge to havde det så overraskende godt kort tid efter, fik vi valget mellem at blive indlagt på barselsafsnittet, eller vælge en ambulant fødsel, og på den måde kunne tage hjem 4-6 timer efter fødslen.

11336026_10152775674031626_1149565900_n

(Oscars fødselsdagsbord – aldrig har saftevand og toast smagt SÅ godt!)

Vi valgte at takke ja-tak til en såkaldt ambulant fødsel, og drog derfor hjem omkring 4-6 timer efter Oscars ankomst til denne verden. Det var heldigvis den helt rigtige beslutning for os. Vi fik hurtigt etableret amningen, og vi fandt også hurtigt rytmen som en lille ny familie, hjemme i egne vante omgivelser.

Til trods for at min igangsættelse havde en lidt “hård” start, og fødslen var ved at ende meget akut, er jeg stadig glad for min fødsel, hvis man kan sige det sådan. Den endte jo godt og de fleste af mine “ønsker” blev opfyldt. Det var et af de største øjeblikke i mit liv, og jeg glæder mig INDERLIGT til, at opleve det igen om nogle måneder. Hvis man tager i betragtning, at jeg var førstegangsfødende OG det var en igangsættelse, må man sige at det var en ret hurtig fødsel, der næsten ikke kunne være gået meget bedre. Jeg håber dog på at kunne få lov til, at opleve en helt naturlig og spontan fødsel næste, uden at skulle sættes i gang først.

Tak fordi I læste med – hvis I nåede så langt, altså.

Følg selve bloggen på FacebookInstagram & Bloglovin’!

   

4 kommentarer

  • Rikke

    Din historie lyder meget som min, og jeg tror desværre det er hvad mange førstegangsfødende oplever ved igangsættelse. Jeg kan dog fortælle, at jeg for 11 dage siden blev mor for 2 gang, og det var en helt anderledes fødsel(faktisk en drømmefødsel vil jeg mene). Startede med små veer kl 19, ikke slemme og vejrtrækning var nok til at kontrollere dem. Kl 22.45 var der 4 minutter mellem dem, så have fat i morfar, som skulle være ved den store. Kl 23.58 var vi på parkeringspladsen ved hospitalet, og 00.05 på fødegangen (det var hårdt at gå turen til elevatoren) og veerne kom nu med kun 1-2 minutter mellem. Vores lille Lova er født kl 00.15, efter 3 presseveer, hvor vandet gik i den 2. Jeg nåede naturligvis ikke at få noget som helst mod smerter, men det gik jo også ret stærkt 🙂 Pøj pøj med din fødsel, jeg håber du får det forløb du ønsker med nr. 2.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fenjadora

      Jeg tror også mange førstegangsfødende desværre gennemgår lige netop dette, som du selv nævner, når de skal sættes i gang. Men STORT tillykke med den lille ny. Det lyder til at have været en helt fantastisk fødsel her anden gang 🙂 Jeg håber jeg får en lige så “nem” fødsel som din var her anden gang… Selvom de færreste ville kalde en fødsel nem, så kan de bestemt godt være nemmere end andre 😉 Tak fordi du delte din historie og al held og lykke med familien 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] som fx da denne lille Tinder-baby kom til verden eller ligeså lang og smertefuld som da Fenjadoras lille Oscar blev født. Den var faktisk helt okay, min fødsel – eller Chloes fødsel, ikke. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Årh.. Fantastisk læsning, selvom det lyder som noget af en oplevelse. Om 4 ugers tid er det min tur til at opleve at føde min søn. Jeg er meget spændt på hvad der venter! Tak for deling! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at skulle være alene under fødslen